Kastration

På hesteklinik Herning har vi optimale faciliteter til operation og indlæggelse i forbindelse med kastration af hingste. Dyrlæge Niels Tellerup har stor erfaring med kastration af klaphingste. Men hvornår skal man kastrere sin hingst? Læs Niels Tellerups indlæg herunder.

af Niels Tellerup
Hvornår skal man kastrere en hingst?

Straks man har fravalgt at bruge ham i avlen, med mindre man har en stærk tro på, at han vil klare sig bedre i sporten som hingst end vallak. Rent fagligt har vi ingen argumenter for at udskyde beslutningen.

 

Lad mig gennemgå diskussionen...

Det er en enkel operation, men alligevel et omfattende indgreb. Omfanget og risici for komplikationer stiger kraftigt med alder, dvs. mindst gene for hesten er at blive kastreret som føl, mens han går med sin mor.

”Testiklerne er ikke faldet ned”

Ved asymmetri er der risiko for, at lyskekanalen er vid (forstørret), dvs. når testiklen kan glide op, da kan tarme glide ned efter stående kastration. Derfor bør heste med vid lyskekanal kastreres liggende, selv hvis den manglende testikel falder ned på et tidspunkt. Ved liggende kastration operer vi ikke længere nede i pungen, men oppe i lysken. En normal placeret testikel fiskes op fra pungen, eller en testikel i lyskekanalen fiskes ned. Der er altså her tale om samme operation uanset hvor, vi måtte finde testiklen. Såret syes til lukket heling, hvilket reducerer risiko for infektion, mens forbipasserende hævelse nede i pungen stadig vil forekomme, men kan/skal motioneres væk. En sidegevinst her er, at sædstrengen fjernes. Det eliminerer/reducerer den nedsatte bagpartsaktion, man ellers kan finde hos vallakker i forhold til hingste. Efter operation i pungen stående/liggende kan sædstrengen gro fast via uelastisk arvæv. Efter lyske-operationen kan hesten typisk løbe frit på fold samme dag og hurtigt returneres i træning.
Hvis den manglende testikel befinder sig helt oppe i bughulen, da vil den ikke synke ned, uanset hvor mange år man venter, så man vil uanset ende med en bughuleoperation.

”Jeg vil gerne have hingsten
til at vokse mere først”

Den største undersøgelse (fra USA) påviste ingen forskel mellem tidlig og sen kastration. Et europæisk studie antydede en mere højtstillet og ”moderne” hest ved tidlig kastration.

Hos føl ses kun sjældent komplikationer efter stående kastration, mens vi altid foretrækker liggende kastration på udvoksede heste. Praktiske forhold og økonomi kan spille ind, så ja, vi foretager stadig stående kastrationer på klinikken eller hjemme i stalden. Hos os har vi i øvrigt en fast pris på den liggende kastration uanset hvor, vi finder testiklen, med mindre hesten tidligere er forsøgt kastreret.